
Amsterdam Schiphol er en enormt stor lufthavn, som mange rejsende benytter til mellemlandinger. Derudover kan du også forvente at skulle benytte lufthavnen, hvis du ønsker at besøge Amsterdam eller en nærliggende nederlandsk by.
Af den grund får du her en guide til Amsterdam Schiphol, som både går i dybden med praktiske ting, shopping, og ikke mindst en guide til at komme til og fra lufthavnen så hurtigt som muligt.
Indhold
Praktisk – Generelt om Amsterdam Schiphol
Amsterdam lufthavn ligger sydvest for byen, cirka 9 kilometer væk. Det er en af de mest travle lufthavne i Europa – den rangerer pt som nummer 5, og det er ikke overraskende Heathrow i London, som topper listen.
Der er dog ingen tvivl om, at Amsterdam Schiphol er virkelig stor, men det kan samtidig gøre det hele lidt forvirrende. Sådan behøver det dog ikke at være, for lufthavnen fungerer nemlig på samme måde som de fleste andre. Dermed behøver du ikke at bekymre dig for ret meget, medmindre det selvfølgelig er første gang, du skal ud at flyve.
Du kan lave check-in automatisk via maskiner som i alle andre lufthavne, og du kan desuden printe din billet ud. Der er dog også personale, der kan hjælpe dig, hvis du får brug for det. Du kan også altid købe billetter i selve lufthavnen, så længe der er plads på den rejse, som du ønsker.
Sikkerhedstjekket fungerer det på samme måde som i de fleste andre lufthavne. Du tømmer lommerne, tager bæltet af, overholder de generelle regler og går ellers bare igennem security. Det tager sjældent ret lang tid, og så længe du ikke har noget at skjule, kommer du uden problemer ind til selve lufthavnen, hvor der er et hav af spændende butikker og andre aktiviteter. Enkelte butikker og restauranter ligger inden security, så husk at være opmærksom på tiden, hvis du forlader lufthavnen og skal ind igen senere.
Shopping & Aktiviteter

Som det fremgår på Amsterdam lufthavns egen hjemmeside, er der altså rigtigt mange butikker, og du kan købe alt fra hollandsk merchandise til moderne tøj, bøger og elektronik. Der er også mulighed for at købe kartoner af cigaretter, hvis du er ryger eller bare gerne vil gøre en anden ryger glad. Du kan købe stort set alt!
Lufthavnen byder desuden på et par restauranter, caféer, barer og lignende. Du kan både få fine måltider, men du kan også få hurtig fastfood, hvis du hellere vil det – der er nemlig både McDonald’s og Burger King i lufthavnen. Det kan dog godt betale sig at få et solidt måltid, i hvert fald hvis du blot mellemlander og har en længere rejse foran dig. I så fald er det oplagt at vælge en af de mere seriøse restauranter, der ikke blot serverer tomme kalorier.
Af andre underholdningsmuligheder er der også stor varietet. Amsterdam Schiphol byder til tider på specielle tiltag. F.eks. har det tidligere været muligt at prøve en Formel 1 simulator. Lufthavnen har dog altid et par faste muligheder, når det kommer til underholdning, som du altid kan give dig til, hvis du har masser af tid i lufthavnen. Der er eksempelvis et kasino, og du kan også altid få en massage. Hvis du trænger til at sove en time eller to, er der et specielt område, som giver dig chancen for dette.
Det er forbudt at ryge i lufthavnens almindelige områder, men I der ryger behøver ikke at frygte – der er nemlig flere indrettede rum og områder, der er specielt lavede til rygere. Præcis som i de fleste andre moderne lufthavne. Find dem selv på kortet over lufthavnen.
Du behøver altså ikke at frygte en lang mellemlanding i Amsterdam. Det er meget muligt, at det er bedre at komme videre så hurtigt som muligt, men faktum er, at der er en lang række interessante ting at lave, når du befinder dig i lufthavnen.
Til og fra lufthavnen i Amsterdam
Det er aldrig svært at komme fra lufthavnen til centrum i Amsterdam.

Den bedste mulighed er at tage toget. Turen fra Schiphol Airport til Amsterdams centralstation varer godt 20 minutter.
Toget kører 24 timer i døgnet og der er et stop under lufthavnen, hvor du blot går hen og venter, når du ankommer til Amsterdam Schiphol. Her kan du stå på, når toget kører.
Fra kl. 0 (midnat) til kl. 6 om morgenen går der et tog pr. time. Fra kl. 6 og frem til midnat er der dog flere afgange i timen. Dermed er det bedst at ankomme om dagen, men selv hvis du rammer Amsterdam om natten, er det altså muligt at tage toget ind til centrum.
Togbilletten koster i øvrigt 3,30 euro, hvilket svarer til lidt over 20 kr. Det er altså en helt afsindig billig måde at komme ind til centrum på, hvis vi sammenligner med andre lufthavne rundt omkring i verden, hvor transportmulighederne ikke altid er helt så gode eller billige.
Du kan også tage bussen ind til centrum. Der holder busser foran lufthavnen, som kører rigtigt ofte. Selv i nattetimerne er der aktive busser – nemlig linje 97 og 358. Ellers kan du tage 192, 197 eller 320 som også kører rigtigt ofte, og særligt i dagstimerne. Turen tager ca. en halv time og koster 4 euro, hvorfor det altså ikke er en helt lige så god mulighed som toget. Men hvis du finder det lettere at tage en bus, er det bestemt en god mulighed.
En tredje mulighed er at tage en taxa. Det koster typisk over 40 euro, hvorfor mange vil foretrække at tage tog eller bus. Det positive ved en taxa er dog, at du bliver kørt lige til døren, medmindre du skal overnatte i et af de områder i Amsterdam, hvor biler ikke er tilladt. Men i så fald kommer du stadig tæt på og skal ikke bekymre dig særligt meget om at finde vej!
Uber fungerer som et alternativ til taxa. Det er en smule billigere, og bilerne er som regel renere og af højere kvalitet, men det kræver en smartphone, og vi vil klart anbefale, at du i forvejen har erfaring med Uber inden du bruger det i udlandet for første gang. Ikke at der er nogen speciel risiko forbundet med Uber, men mere at mobilapplikationen måske kan være forvirrende for førstegangsbrugere.
Den sidste mulighed er at leje en bil i lufthavnen. Hvis du blot vil holde til i Amsterdam, er det bestemt ikke nødvendigt, men hvis du planlægger et roadtrip rundt omkring i Holland – eller måske endda i hele Benelux-området – kan det være relevant. Avis, Europcar, Hertz, m.fl. tilbyder leje af bil i Amsterdam lufthavn, og du finder dem ved en desk ved Schiphol Plaza, som ligger bagved “Arrivals 3” i lufthavnen. Der er normalt åbent fra 6.30 til 23, men til tider endnu oftere.
Angående mellemlandinger
Hvis du flyver fra Danmark og skal mellemlande i Amsterdam Schiphol, er det super simpelt. Du træder blot ud af det fly, som du kommer med, går ind i lufthavnen, og venter til dit næste fly tager af sted. Der er et hav af elektroniske skilte, der indikerer hvor og hvornår dit næste fly flyver. Det er super nemt at få en oversigt, og du kan sådan set lave det, du vil, indtil det er tid til at gå hen til gaten.
Som udgangspunkt vil vi anbefale, at du har mindst 45 minutter til at mellemlande – og gerne en smule mere. Det kan hurtigt blive travlt i en så stor lufthavn, så det er altid rart at have rigeligt med tid.
Konklusion
Amsterdams lufthavn er et midtpunkt for lufttrafik i Europa. Du kan flyve dertil fra Aalborg, Billund og København, og når først du er i Schiphol, kan du komme videre til stort set alle nævneværdige destinationer i verden – for eksempel Mexico City, Rio de Janeiro, Tokyo, Sidney eller hvor end du nu har tænkt dig at rejse til.
Uanset om du blot skal til Amsterdam Schiphol for at mellemlande, eller om du rent faktisk planlægger en rejse til selve Amsterdam, håber vi, at du har nydt godt af denne guide!
Husk at booke et hotel til din rejse, hvis du ikke allerede har gjort det.
Har selv fløjet mange gange fra Schiphol og må sige at det er en fremragende lufthavn! Gode shopping muligheder og ting at lave/kigge på når man har en layover.
God guide!