El Paso er så tæt på Mexico, som du absolut kan komme i USA. Byen ligger lige på grænsen og udgør sammen med Ciudad Juarez i realiteten en samlet by, der dog er adskilt. El Paso er desuden en kendt by fra film og musik, så der er gode chancer for at du allerede har hørt om den. Måske er det tid til at opleve den i virkeligheden?
Information om El Paso:
Stat: Texas
Land: USA
Population: 674,433
Kendt for: Grænseby, film, musik, militær
Stats:
Priser: 4
Seværdigheder: 4
Underholdning: 3
Beliggenhed: 4
Turisme: 4
Se en nærmere forklaring af Road Talk’s stats her.
Indhold
Generelt om El Paso
El Paso er den sjettestørste by i Texas med næsten 700,000 indbyggere. Den er mest kendt som ‘passet’ til Mexico, deraf også navnet. El Paso ligger helt ovre i den vestlige del af Texas, hvorfor den er egentlig er tættere på New Mexico end på de øvrige, store byer i Texas, såsom Dallas, Houston og Austin.
Priserne er ganske favorable i El Paso sammenlignet med andre større amerikanske byer. Det skyldes naturligvis at den ligger mod syd, men også fordi den får en del indtægter ind takket være turister, og der er altså et fint udbud af overnatningssteder på trods af, at El Paso har en befolkning på under en million. Byen har ofte en del turister på grund af varmt vejr og meget kultur. Der er gode muligheder for at opleve den amerikanske kultur, se på kunst, lave ting udendørs – og selvfølgelig ligger El Paso lige op af Mexico, hvilket også afspejler sig på flere måder.
El Paso har en international lufthavn og er en del af et større vejnetværk, der gør det muligt at køre til andre større amerikanske byer uden besvær.
Byen har gennem tiderne været meget repræsenteret i film og musik. Flere westerns har fundet sted eller blevet filmet i El Paso – de mest nævneværdige film med forbindelse til El Paso er For a Few Dollars More (1965), The Border (1982), Traffic (2000) og No Country for Old Men (2007). I lidt nyere tid har byen optrådt i tv-serien Breaking Bad. Mest kendt er den måske for sangen “El Paso” af Marty Robbins fra 1959.
Kriminalitet
El Paso er en af de sikreste byer på hele det amerikanske kontinent.
Det kommer måske bag på nogle, da Juárez, der ligger på den anden side af grænsen, er en af de byer i verden med allermest kriminalitet. Men sagen er, at det amerikanske militær er opstillet i store tal i El Paso – og der er i øvrigt særdeles meget kontrol netop ved grænsen. Derfor er chancen for at der sker noget ualmindeligt lille, når man besøger El Paso.
Ligesom alle andre steder i USA skal man være 21 for at købe alkohol. Til gengæld er kravet kun 18 i Juárez, så det har fået mange amerikanere og mange turister til at gå i byen lidt syd for grænsen i stedet – og her er der altså en reel fare for, at noget vil ske. Så hvis du samtidig planlægger en tur til Juárez, vil det være en god idé at passe en smule på – om end turister selvfølgelig ikke normalt er ofre for kriminalitet.
Derfor skal du besøge El Paso
Der er meget få europæere, der tager til USA blot for at besøge El Paso – men et ophold i byen i forbindelse med et roadtrip eller bare besøg af flere forskellige byer i Texas og New Mexico giver rigtig god mening.
De største grunde til at besøge El Paso er, hvis du er interesseret i amerikansk kultur og gerne vil opleve en storby nede ved grænsen. Er man på roadtrip er byen nærmest perfekt. Man kan let komme videre til andre byer, såsom San Antonio, Austin, Albuquerque, Santa Fe osv. Desuden forbinder Interstate 10 El Paso med byer lidt længere væk, mest nævneværdig er Los Angeles, Phoenix og New Orleans. Vil man samtidig til Mexico, men blot for en enkelt dag eller to, er El Paso også oplagt. Grænsekontrollen kan dog være streng, når man skal tilbage igen.
Det kan også være, at du har hørt om byen i en film og gerne vil se den i virkeligheden. I det hele taget er El Paso en super interessant by, som dog ikke er specielt udbredt blandt danske eller europæiske rejsende. Det vil derfor være lidt specielt at have været i El Paso – der er meget at lave, meget at se, og det er let at komme videre til andre byer, hvis man er i bil.
Skriv et svar