London er uden tvivl et af de mest populære rejsemål i Europa, og derfor fortjener byen i den grad en artikel her på RoadTalk. Vi ser nærmere på de bedste seværdigheder her – lige fra Big Ben til London Eye og mange flere!
Er du ved at planlægge en rejse til London? Så kan du se frem til at opleve en masse spændende! Udover fremragende shoppingmuligheder og et hav af fine restauranter, byder London desuden på en god del kulturelle og historiske seværdigheder, som hver især er super interessante. I denne artikel forsøger vi at redegøre for de forskellige seværdigheder i London, således du bedst muligt kan vælge at se de steder, der tiltaler dig mest.
Hvis du skal finde et hotel i London, kan du booke et via dette link til Hotels.com, hvor der er et enormt udvalg af gode hoteller. Du kan også benytte dig af denne rabat til AirBNB, hvis du i stedet er på udkig efter en ferielejlighed.
Indhold
De bedste seværdigheder i London
Herunder kan du læse nærmere beskrivelser af de 10 bedste seværdigheder i London. Der er beskrivelser af dem alle, samt et par links, der kan give mere information, hvis der er noget specielt, der fanger dig. Uanset hvad er alle seværdighederne værd at se/besøge, så du får forhåbentligt et godt overblik over, hvad London har at byde på ved at læse denne artikel.
1. London Eye
Det 135 meter høje pariserhjul er en af de mest populære attraktioner i London, så derfor fortjener den også at blive nævnt som en af de første. London Eye blev åbnet tilbage i år 2000 og siden hen er det nærmest blevet et symbol på det moderne London.
En tur i pariserhjulet er det højeste punkt, man som turist kan komme op i London. Oplevelsen giver et fremragende overblik over byen og omegn, hvorfor man absolut skal derop, hvis man besøger London – selvfølgelig med den forudsætning, at man ikke har højdeskræk.
Turen rundt tager cirka en halv time, men man kan godt regne med at skulle stå lidt i kø – der er 32 kapsler, som hver kan indeholde 20-25 personer af gangen. For almindelige voksne koster en tur i London Eye cirka 20 GBP. Læs mere info her.
Siden 2015 er seværdigheden blevet kendt som Coca-Cola London Eye som følge af et sponsorat fra sodavandsgiganten. Det er dog stadig British Airways’ brand, der forbindes mest med London Eye.
Hvis du gerne vil undgå køen, så har du også mulighed for at booke billet til London Eye hjemmefra. Det koster normalt 230 kroner. Du kan booke lige her!
2. Buckingham Palace
Buckingham Palace er en af de seværdigheder i London, som man bare skal se – og det er heldigvis også noget, som de fleste gør. Det er dronning Elizabeths bopæl og har været en vigtig residens for kongefamilien i næsten to århundreder. Slottet selv er lidt over 300 år gammelt, hvorfor det også længe har haft betydning for London. Det er dog blevet renoveret flere gange – blandt andet efter anden verdenskrig, hvor tyske bomber ødelagde dele af slottet.
Man kan frit tage hen at se Buckingham Palace udefra, og her er der endnu en interessant seværdighed: Nemlig det store Victoria-monument i forgrunden. Under de store turistperioder kan man også komme ind og se nogle interessante dele af slottet.
Vagtskiftet (Change of the Guards) er i øvrigt en enorm populær attraktion og hører sådan set sammen med Buckingham Palace.
Du kan booke en guidet rundvisning ved Buckingham Palace og se Change of the Guards lige her!
3. Big Ben (Elizabeth Tower)
Hvilket monument symboliserer London (og England) bedre end Big Ben?
Faktisk er det dog kun klokken i det kendte Elizabeth Tower, der officielt hedder Big Ben, men ofte omtales hele seværdigheden som “Big Ben”. Dog er det stadig klokken, der er vigtigst at nævne. Lyden er nemlig et symbol på Storbritanniens frihed, som især var under trussel i 1940.
Elizabeth Tower er en seværdighed, som man ikke rigtigt kan undgå at se, når man kommer til London. Det er dog noget, man heller ikke kan undvære at se! Tårnet, uret og klokken er nemlig et af Englands største symboler overhovedet, og bygningen kan genkendes af enhver – selv folk, der endnu ikke har besøgt London.
4. Tower Bridge
Den nok mest kendte bro i London er Tower Bridge. Siden 1894 har Tower Bridge tilladt folk at krydse Themsen. Ligesom Big Ben er broen gået hen og blevet et af byens store symboler. Derfor er Tower Bridge en af de seværdigheder i London, som er allervigtigst at se og få et par billeder af. Den er utrolig smuk, også er det i øvrigt sjovt at se, når broen bliver sendt op for at lade skibe passere (om end det ikke sker ret ofte).
Som navnet antyder, er der også tårne på broen – både et nordligt og et sydeligt, og de er begge i nogenlunde samme stil som…
5. The Tower of London
Ikke ret langt væk fra Tower Bridge ligger Tower of London, ofte bare omtalt som Tower. Det er dog i virkeligheden et slot, som har en rigtig lang historie bag sig.
Den første version af bygningen blev lavet i det 11. århundrede, men selvfølgelig er der sket en del siden hen. Det har tidligere været både fængsel, royal residens og skattekammer, så der er sket en del i Tower of London. Mest kendt er det måske for fængselshistorien – mange forfattere har omtalt stedet, og det har ført til mange ordsprog, såsom at hvis man bliver sendt til tårnet på engelsk er det lig med at komme i fængsel.
Tower of London tiltrækker årligt mere end 2 millioner besøgende, hvilket er rigtigt højt – selv når man tænker på, at det er en seværdighed i London. Bygningen er med på UNESCO’s verdensarvliste.
6. Madame Tussauds museum
Madame Tussauds i London er det mest kendte voksmuseum i verden. Der er figurer af diverse kendte personer – både nutidige, men også fortidige, og man kan finde alt lige fra kongelige personer til sportsstjerner.
De mest kendte voksfigurer inkluderer:
- Dronning Elizabeth II
- Marilyn Monroe
- The Beatles
- Ayrton Senna
- Nelson Mandela
- Adolf Hitler
- Pave Johannes Paul II
- Gandhi
Det er enormt populært at tage billeder sammen med voksfigurerne, så er selvfølgelig noget, man skal huske, når man besøger museet. Desuden er der mulighed for at få en hurtig lektion i, hvordan figurerne bliver lavet hos Madame Tussauds.
7. Oxford Street (shopping)
Egentlig mere en underholdningsmulighed end en seværdighed. På Oxford Street kan du gå helt amok med shopping. Gaden er mere end to kilometer lang, og der er godt gang i den hele dagen lang. Både små, selvejede forretninger kan findes, ligesom der også er butikker fra større kæder og selvfølgelig storcentre.
Hvis man skulle gå hen at blive træt af Oxford Street (chancen er lig nul, men alligevel), er det bare med at tjekke nogle af sidegaderne, hvor der også er muligheder for at købe ind eller se på butikker. Oxford Street er de flestes foretrukne sted, når det gælder shopping i London.
8. Westminister Abbey
Den gotiske kirke Westminister Abbey er et absolut must-see, hvis man er interesseret i historiske bygningsværker. Kirken snart tusinde år gammel (bygget mellem 1040 og 1950), så den har historien på sin side.
Mange af de britiske monarker er begravet ved Westminister Abbey, og det samme er flere andre kendte englændere, såsom videnskabsmanden Isaac Newton og forfatteren Charles Dickens. Desuden er der mindesmærker til ære for andre store kunstnere, såsom William Blake, T.S. Eliot, John Milton, Dylan Thomas og William Shakespeare.
Kirken, som tidligere var en katedral, ser storslået ud udefra, men for at få hele oplevelsen med, skal man selvfølgelig indendørs. Den er enormt stor, og man kan let tilbringe lang tid derinde. Westminister Abbey er i øvrigt på verdensarvlisten fra UNESCO ligesom f.eks. Tower of London.
9. British Museum
Navnet på museet afslører, at der er tale om et britisk et af slagsen, men det betyder ikke, at udstillingerne kun byder på ting fra Storbritannien. British Museum har nemlig masser af skulpturer, små monumenter, tegninger, mønter og andre interessante værker fra hele verden.
Der er flere forskellige gallerier, og de er alle opdelt efter tema. Blandt de mest interessante er de egyptiske, græsk-romerske og ældre europæiske udstillinger. Museet indeholder så mange interessante genstande (+8 millioner), at det nok er smart at vide, hvad man går efter inden. Og her er specielt den egyptiske afdeling oplagt at have som førsteprioritet.
Det er gratis at se alle de almindelige udstillinger hos British Museum, og de har åbent hver dag. Med 6,7 millioner besøgende i 2014 var det Englands mest populære museum – og de fjerdemest besøgte i verden. Louvre i Paris var nummer et.
10. St. Paul’s Cathedral
St. Paul-katedralen står på Londons højeste punkt og er hovedsæde for byens biskop. Domkirken er bygget i barokstil og er dedikeret til apostlen Paulus, som på engelsk altså hedder Paul. Det er den andenstørste katedral i Storbritannien, og om end det er en fremragende seværdighed, så er det også en fungerende kirke, der har gudstjenester og arrangementer.
Flere kendte briter har fået afholdt deres begravelser ved St. Paul’s Cathedral – deriblandt Winston Churchill og Lord Nelson. På forunderlig vis overlevede katedralen 2. Verdenskrig og i dag er den altså et stort symbol på Storbritannien ligesom flere af de øvrige seværdigheder i London er det.
St. Paul’s Cathedral er blot nummer ti på listen, men den var aldrig i fare for at blive udeladt – det er nemlig uden tvivl en af Londons bedste attraktioner. En del andre nævneværdige steder/monumenter kom desværre ikke på listen over de bedste 10, men der er dog nogle honourable mentions herunder.
Seværdigheder i London, som lige præcis missede top 10
Hyde Park. Den store park er bestemt et besøg værd på en London-tur. Det er et af de mere grønne områder i byen, og faktisk sker der også til tider noget kulturelt i området. Flere kendte rockkoncerter er blandt andet spillet i Hyde Park. The Rolling Stones og Red Hot Chili Peppers er bare nogle af de navne, der har sat gang i parken. Tjek i øvrigt Speakers’ Corner i den nordvestlige del af Hyde Park.
Victoria and Albert Museum. Her finder man et stort udvalg af dekorativ kunst, som er super interessant, hvis man er til den slags. Mere end 5,000 års kunst kan findes her, og museet er blandt andet kendt for at have den største mængde renæssancekunst udenfor Italien. Klart et besøg værd.
Trafalgar Square. Den kendte plads er navngivet efter briternes sejr ved Trafalgar under Napoleonskrigene. Monumentet Nelson’s Column på pladsen er til ære for Lord Horatio Nelson, der døde under slaget, men som før det ledte briterne til mange vigtige sejre på havet. Trafalgar Square har flere interessante bygninger omkring sig, men stedet er måske mere kendt fra nytårsaftenscener og demonstrationer.
Change of the Guards. Mange turister vælger at se, når dronningens vagter skifter, og her er der samtidig mulighed for at få et par billeder ved siden af en af dem. Man kan ligeså godt se det, når man er ved Buckingham Palace. Se tiderne for det her.
Tate Modern. Vi har før nævnt et par museer i artiklen, og det vil næsten være forkert at springe Tate Modern over. Det er Storbritanniens nationalmuseum for kunst, så der er naturligvis en del at se. Især når man tænker på, at der er gratis entré.
Der er en god chance for, at vi har misset nogle spændende seværdigheder (der er så mange!) – skriv gerne en kommentar, hvis du føler, at der mangler noget i artiklen.
Konklusion
Seværdigheder i London er der nok af. Faktisk har byen så mange, at man efter alt at dømme ikke kan nå at se dem alle på en enkelt London-rejse.
Til gengæld er det samtidig et tydeligt bevis på, at London er en af de byer, man kan besøge flere gange uden egentlig at blive træt af den – Europas tredjestørste by har så meget at byde på, så man faktisk får lyst til at tage tilbage dertil igen og igen.
Efter at have læst denne artikel har du forhåbentligt fået et godt overblik over, hvad der er værd at se i London. Ellers er der kun én ting at gøre – gå på tur i byen og nyd de ting, du render ind i. Det er som regel altid den bedste måde at finde nye, spændende steder på.
God rejse til London! Og husk at finde et lækkert hotel eller en ferielejlighed, hvis du ikke allerede har gjort det!
I wandered through each chartered street,
Near where the chartered Thames does flow,
A mark in every face I meet,
Marks of weakness, marks of woe.In every cry of every man,
In every infant’s cry of fear,
In every voice, in every ban,
The mind-forged manacles I hear:How the chimney-sweeper’s cry
Every blackening church appals,
And the hapless soldier’s sigh
Runs in blood down palace-walls.But most, through midnight streets I hear
How the youthful harlot’s curse
Blasts the new-born infant’s tear,
And blights with plagues the marriage-hearse.
– William Blake, “London”
Jake skriver
Hej Roadtalk.
Jeg vil bare lige fortælle jer at det højeste punkt i London som man kan komme på som turist er skygaurdian, den er oven i købet gratis.
Jacob skriver
Tak for kommentaren Jake. Det skal nok blive inkluderet som info i artiklen, næste gang den bliver opdateret 🙂